Hvad er Fællestival

100% non-profit

Fællestival er en 100% non-profit festival og forening, og som man kan drage af titlen, er det en festival i fællesskabets ånd, hvor alle (som har lyst) hjælper til og er med til at skabe lækre årlige arrangementer, og gennem året vedligeholde bygninger, og den fredede natur i området. Det betyder blandt andet også, at alle gæster giver en hånd med under festivalen på små tjanser, og bl.a. er med til at lave mad til fællesspisning, dirigeret af et kompetent køkkencrew, rydde op efter nattens dansefest, skænke en fadøl, eller eksempelvis være med til at slæbe øl. Det skaber fantastiske nye bekendtskaber og venner mens vi hygger os med tjanserne over en kold pils eller en sodavand.

Musikere, gøglere, graffitimalere, kunstnere, medlemmer, og det dedikerede helårscrew arbejder alle frivilligt og skaber sammen Fællestival, hvor vi hygger, går amok, morer os, og passer på hinanden og naturen.

Rammerne er sat for en undergrundsfestival med upcoming bands og fællesskabet i centrum, med stråtækt scene, barer, toiletter m.v. bygget i genbrugsmaterialer og træer fra skovrydning, i naturskønne omgivelser med små søer, en rindende å og de smukke fynske bakker til camping.

Vi prøver at spænde vidt, og få et så bredt og broget program som muligt for en ligeså broget medlemsskare.

Foreningen Fællestival

Fællestival er en almennyttig, social forening som afholder events gennem året med henblik på vedligeholdelse af bygninger, den fredede natur i området, opførsel og udvikling af kunst indstallationer og punkt-bygninger, samt hygge omkring relationer og sammenhold i fællesskabets ånd. Årligt afholdes diverse medlemsevents, fester, koncerter m.v. for medlemmer i de smukke omgivelser i Snævren.

 

Medlemskab af foreningen

Alle som ønsker at deltage og bidrage til fællesskabet, og som i øvrigt kan vedkende sig foreningens vedtægter, kan blive medlem af Fællestival og deltage i foreningens aktiviteter. (Bemærk der kan forekomme egenbetaling til udvalgte events m.v.)

Medlemskab forudsætter betalt kontingent, og løber indtil det aktivt afmeldes gennem medlemsportalen eller ved kontakt til bestyrelsen.

Kontingentet kan betales pr. måned, kvartals eller årligt, og følger følgende satser (Ekslusiv evt. betalingsgebyrer):

Månedligt: 12kr.
Kvartals: 31kr.
Årligt: 104kr.

Med medlemskab medfølger ingen yderligere forpligtelser.

 

Fællestivals overskud

Evt. overskud fra foreningens kontingenter, donationer, indtægter fra events, m.v. går udelukkende til vedligeholdelse af foreningens aktiver og henstillinger til fremtidige eventafholdelser.

 

Fællestivals lokation

Fællestival befinder sig i en underskøn bakkedal små 5 km fra Stenstrup på sydfyn.
Stenbankevej 13, 5771, Stenstrup